Fakta om ultra:bit

ultra:bit skal være med til at løfte børns forståelse for teknologi og gøre dem i stand til at bruge deres naturlige nysgerrighed og skaberkraft til at være skabende med teknologi.

I 2018 tilmeldte 1450 skoler over hele landet sig – ud af ca. 1600 grundskoler i Danmark.

Flere end 9 ud af 10 børn i 4. klasse årgang 2018/2019 er i gang med at kode med deres egen lille mikrocomputer som del af ultra:bit. Det svarer til ca. 60.000 børn.

I 2019-2020 bliver skoler nu tilbudt at modtage ultra:bit-sæt med BBC micro:bits, som skolerne kan beholde og anvende til undervisning af børn på hele mellemtrinnet (4., 5. og 6. klasser) sammen med undervisningsmateriale fra DR Skole.

Det er muligt for skoleledere at tilmelde hele mellemtrinnet fra skoleåret 2019/2020. CFU tilbyder undervisere på mellemtrinnet kompetenceudvikling, og op mod 10.000 børn får tilbud om at deltage i ultra:bit camps, ligesom landets biblioteker og en hel række samarbejdspartnere laver arrangementer om digital dannelse.

Om ultra:bit projektet

Alfabetet er nøglen til at læse og skrive og på samme måde er kodning nøglen til at forstå og deltage i vores digitale samtid.

Børn er storforbrugere af teknologi. ultra:bit er blevet udviklet med en ambition om at inspirere børn til at blive mere end blot passive teknologibrugere. ultra:bit skal være med til at løfte børns forståelse for teknologi og gøre dem i stand til at bruge deres naturlige nysgerrighed og skaberkraft til at være skabende med teknologi. Samtidig er ønsket at opbygge en aktiv stillingtagen til teknologi hos børn.

En millionbevilling fra Industriens Fond gør det muligt, at op mod 100.000 børn i 4., 5. og 6. klasse i 2019-2020 kan deltage i det storstilede læringsprojekt ’ultra:bit’ om kodning, teknologi og digital dannelse. Indsatsen er støttet af Industriens Fond og sker i samarbejde med Centre for Undervisningsmidler (CFU).

ultra:bit har oplevet en overvældende tilslutning siden lanceringen af indsatsen i 2018. 1450 skoler ud af 1600 tilmeldte sig ultra:bit i løbet af bare et halvt år, og 60.000 børn i 4. klasse har allerede haft fingrene i en mikrocomputer ’BBC micro:bit’, som er på størrelse med en tændstikæske.


ultra:bit på DR Ultra

Børnenes egen TV-kanal, DR Ultra sætter fokus på teknologi. De 7-12 årige børn oplever, at deres yndlingsprogrammer f.eks. NØRD; Designtalenterne, Klassen og KreaKampen, handler om teknologi i børnehøjde.

DR Ultra fortsætter med en stribe fakta- og fiktionsprogrammer og initiativer, der skal inspirere børn til at udnytte deres veludviklede fantasi, nysgerrighed og kreativitet til at bygge fremtiden med teknologi – og samtidig tage aktivt stilling til den.

Følg med på DR Ultra her https://www.dr.dk/ultra/ultrabit


ultra:bit på skoleskemaet

En hel årgang 4. klasses elever har allerede fået deres egen mikrocomputer, en såkaldt BBC micro:bit, som eleverne bruger i undervisningen for at lære at kode.

DR Skole har udgivet en digital læringsplatform til ultra:bit med et stort udbud af konkrete undervisningsforløb, som sætter teknologi og kodning i spil i flere forskellige fag som matematik, natur/teknologi, dansk og håndværk og design.

DR Skole udvider ultra:bits læringsplatform med flere forløb og spændende undervisningstiltag.
Op mod 4000 lærere og undervisere har allerede fået kompetenceudvikling gennem skræddersyede lærerkurser, som Center for Undervisningsmidler (CFU-Danmark) har udviklet til ultra:bit.

I 2019-2020 vil mere end 3000 lærere og undervisere få tilbud om nye ultra:bit-kurser.

Læs mere om CFU’s gratis lærerkurser her
http://ultrabit.cfu.dk/taskforce/soeg-om-besoeg

ultra:bit camp

Hele 10.000 børn fra ’årgang ultra:bit’ deltog i 2018 i DR’s ultra:bit camps, som foregik i Odense, Aalborg og København. I efteråret 2019 kører ultra:bit camp igen og kommer i år til Aarhus og København.

ultra:bit camp er en læringsevent med fokus på kreativitet og teknologi under ledelse af vært Sofie Østergaard. Eleverne bliver kastet ud i en to-timers event med højt tempo.

Hjemmefra skal klassen have gennemført det forberedende undervisningsmateriale, hvor de lærer at kode med BBC micro:bit. Alt sammen løfter elevernes forståelse for, hvad der er muligt med teknologi og kreativitet som værktøj.

Læs mere om ultra:bit camp her
https://www.dr.dk/skole/ultrabit-camp


ultra:bit knækker klimakoden

I efteråret 2019 kan alle børn, der går i 4. -. 6. klasse, være med i ultra:bits landsdækkende konkurrence om at finde på de mest fantastiske, anderledes og sjove teknologi-idéer, der kan gøre forældre mere klimavenlige.

Konkurrencen ‘Knæk klimakoden’ sætter fokus på FN’s Verdensmål og opfordrer børnene til at bruge kreativitet og teknologi til at give de voksne baghjul og finde på seje idéer, som de gamle hoveder måske ikke engang havde drømt om.


ultra:bit på den lange bane

ultra:bit blev lanceret ved skolestart i 2018 og fortsætter i en treårig periode med at skabe masser af indhold og læring om teknologi til børn i DR Ultras målgruppe, som er alle Danmarks 7-12 årige børn.

Børnene vil møde helt nye vinkler på teknologien på DR Ultras indholdsplatforme. Her vil der blandt andet være fokus på innovation og skaberkraft.

Samtidig vil der komme fokus på, at børnene skal tage stilling til teknologien ud fra etiske og moralske perspektiver. De skal stille spørgsmål til, hvorfor vi bruger teknologi, og hvad teknologien gør ved os som mennesker.

Kodning er et vigtigt værktøj til at forstå skabelsesprocessen af kreative løsninger med teknologi. Mikrocomputeren ’BBC micro:bit’ er derfor et vigtigt omdrejningspunkt for undervisning og leg, men ultra:bit vil de kommende år også inddrage mange andre teknologier.

Udviklingen af læringsindsatsen for ultra:bit sker fortsat i tæt samarbejde med partnere i undervisningsverdenen, og DR Skole vil tilbyde endnu flere undervisningsforløb.