Ultra:bitten er udstyret med et lydmodul, så den kan lave lyd og spille små melodier, hvis man tilslutter en såkaldt buzzer eller en anden form for lille højttaler.

Montering af buzzer Inden du går i gang, skal buzzeren monteres som vist med en ledning til 0 på ultra:bitten og en ledning til GND. VIGTIGT!

Krokodillenæbbene fra de to ledninger til buzzeren må ikke røre ved hinanden!

Krokodillenæbbene der er fastgjort til ultra:bitten må kun røre ved de brede kobberbaner. De må ikke røre ved de smalle kobberbaner ved siden af de brede.

Lad ultra:bitten afspille en færdiglavet melodi I programmeringseditoren er der nogle færdige melodistumper, som du kan få ultra:bitten til at spille på kommando. I eksemplet nedenfor spiller den én melodi, når man trykker på knap A og en anden, når man trykker på knap B.

Afprøvning Prøv at afspille de to melodier. Se hvad der sker, hvis du trykker på knap A og derefter trykker på knap B, inden den første melodi er slut. Prøv at bruge nogle af de andre melodier.

Lav din egen melodi Man kan lave sin egen melodi ved at indsætte de rigtige toner og pauser med de rigtige varigheder. I eksemplet nedenfor kan du lære din ultra:bit at spille “Mester Jacob”.

Afprøvning Kontroller at den del af melodien, der er med i eksemplet, er OK. Prøv derefter at lave melodien helt færdig. Du kan også prøve med en af dine egne yndlingssange.

Udfordring – Lav en slikalarm I “2. Sæt din ultra:bit i bevægelse” lavede du en kasse, der reagerede med en besked på displayet, når man åbnede låget. Prøv nu at ændre programmet, så der også reageres med lyd, når låget åbnes. Du vælger selv lyden. På den måde kan ultra:bitten bruges som en alarm, der afslører, hvis nogen åbner slikdåsen eller pengekassen. Husk at sætte ledningerne fast med tape el.lign. så der ikke sker kortslutninger, når kassen åbnes og lukkes.